At komme rigtig tæt på naturen

Til dagligt forsker jeg i danskeres brug af sommerhuse i Danmark. Derfor har det været en glimrende mulighed for komparation at besøge hyttemessen i Trondhejm. Fritidsboliger i Norge og Danmark har mange ting til fælles. Det gælder ikke mindst udfordringer vedrørende sanitet, opvarmning og security/alarm. Alligevel har besøget været mere eksotisk, end jeg havde forudset.

Skal jeg sammenfatte det eksotiske i få ord, må det være træ, sten og tørret kød.

Træ: Overalt på messen ser man tømmer og ubehandlet træ. Selvom meget er limet sammen, er der gjort store anstrengelser for at få det til at ligne grove tømmerstokke, som netop er trukket op af elven og afbarket. Denne træfetich har åbnet min øjne for en ny betydning af at bo i skoven.

Sten: Allerede udenfor messen møder man de første sten. Det er skiffer som er bemalet med forskellige motiver. Her er elg på sten, laks på sten og trold på sten. Inde i messehalen er der også sten. Eller rettere noget der ligner sten. Her sælges ”håndlaget fjell og stein”, som er et produkt, der vejer ganske lidt og derfor kan anvendes til at opføre rustikke konstruktioner indendørs. Eksempelvis er det muligt at opføre en pejs eller et badekar på første sal, som i ægte sten ville veje omkring 2 tons. Nu kan man med andre ord montere et halvt fjell inden i hytten uden at være bange for at gulvet styrter sammen.

Finnes ikke i Danmark...

Tørret kød: Mens limet træ og håndlavet fjell måske kalder på en smule ironi er messens tilbud af tørret, speget og røget kød en sand nydelse. Det har som dansk antropolog været en fornøjelse at smage elg, hjort, ren, lam og spæk krydret med blåbær og urter. I modsætning til øjet, som kan  have svært ved at skelne den ene type træ fra den anden eller afgøre om sten er håndlavet eller ej, er munden og maven ikke i tvivl – her får man smag for norsk hytteliv.

Skal jeg opsummere er det mest overraskende nordmænds anstrengelser for ikke blot at komme tæt på naturen, men rigtig tæt. Har man savet træet op samler man det igen for at bo i rustikke tømmerstokke. Man hænger bemalede sten op i stuer og på vægge. Man opfører fjell inde i hytterne og endelig konserverer man naturen naturligt gennem tørring og spiser den (for mit vedkommende med stort velbehag).

Nu er en messe ikke en hytte. Faktisk tror jeg, at det at være i en hytte på fjeldet måske er det fjerneste, man kan komme fra et messecenter i en stor norsk by. Derfor kan ovenstående næppe læses som en antropologisk analyse af norske hytter, men skal nærmere ses som betragtninger over fænomenet messe.

Eksempelvis er spørgsmål om hvor meget sne taget kan bære ikke noget man taler om i Danmark.